Skriveworkshop

Sandra Schwartz leder en skriveworkshop
Tænder du på kærlighed og elsker du at skrive? Så mød op til Kær-Litts tre-timers skriveworkshop med kærligheden i centrum.
Sammen med Sandra Schwartz skal du undersøge kærlighedens mange udtryk. Den kan være romantisk, platonisk, erotisk og narcissistisk,
og den kan være smuk, grim, ny, gammel, tabt eller vundet.

Kort sagt, vi skal skrive fra hjertet til hjertet, så kom og vær med!

Tilmelding til projektleder Lena Laurentis på projektleder@kaer-litt.dk

Kl. 10-13 på 1. sal søndag d. 6.5.

Sandra Schwartz

Kærlig konkurrence

 

En lille del af indkomne noveller

Der har været gang i kærligheden, og pennene har glødet hos de håbefulde forfattere, som har bidraget med deres værker til kærlighedsnovellekonkurrencen i forbindelse med Kær-Litt litteraturfestivalen 5.-6- maj 2018.
– Vi kan vist roligt sige, at konkurrencen har været en overvældende stor succes, for der er indkommet ikke færre end 133 noveller, fortæller Dorte Roholte og Lene Hedengran Rasmussen, som har modtaget novellerne. De er med i arbejdsgruppen, som forbereder litteraturfestivalen, den første af sin slags i Danmark.
Såvel aldersmæssigt som geografisk var der også stor spredning, for der kom bidrag fra hele Danmark samt fra Edinburgh i Skotland og South Carolina i USA. Også i fortolkningen af emnet kærlighed mellem mennesker har hver eneste novelle været unik og forskellig, så det er altså hele tre ting. Med andre ord et kærlighedsnovellernes Kinderæg.
– Vi har virkelig nydt at læse novellerne, og det har været en kæmpe oplevelse for juryen at opleve det høje niveau, og derfor bliver det også uhyre svært at vælge vinderne.
Prisoverrækkelsen til vinderne finder sted i Musiksalen på Fuglsang Herregård på Lolland søndag den 6. maj kl. 14.
Læs mere i programmet på www.kaer-litt.dk

 

 

45 forelskede forfattere

Bliv forårskåd på Danmarks dejligste litteraturfestival på Fuglsang Herregaard 5.-6. maj
Hvor møder man lige 45 forelskede forfattere på én weekend? 45 forfattere, der har gnisten i øjet og gløden i hjertet?
Det gør du på Fuglsang Herregaard på Lolland i weekenden 5.-6. maj.
Her åbner Danmarks første litteraturfestival for kærlighedslitteratur. I de herskabelige stuer på herregården vil de mange forfattere fortælle om deres oplevelse af kærlighed, sex og samliv. Her kan du høre kloge ord om jalousi og boblende glæde. Om polyamori, tosomhed og homo-kærlighed. Utroskab og lidenskab.

Festivalen har som mål at sætte spot på alle sider af menneskelig kærlighed. Derfor har arrangørerne spurgt Danmarks største kærlighedsforfattere, om de ville være med til at skabe en ny tradition, og det ville de!
Du får derfor chancen for at møde store og kendte forfatternavne som Maria Helleberg, Anna Grue, Anne Grethe Bjarup Riis, sexologiprofessor Christian Graugaard, samlivsterapeut Vitha Weitemeyer, skuespiller Vigga Bro og mange, mange flere. Det bliver et overflødighedshorn af følelser, saft og kraft. Mørkt og lyst mellem hinanden, både for unge, gamle og børn.
Så har du lyst til at give din kærlighed et kick, så tag kæresten eller dig selv under armen og kom ud i det lysegrønne forår på Fuglsang Herregaard 5. og 6. maj. Du kommer garanteret til at mærke bruset i maven!
Se mere: http://www.kaer-litt.dk/